Store Planteædere
I Saksfjed Vildmark kan du møde Galloway-okser og Exmoor-heste på arbejde.
Store dyr – også kaldet ’megafauna’ - har en særlig vigtig rolle for biodiversiteten. De er så store, at de kan påvirke deres omgivelser i sådan en grad, at vi også kalder dem “landskabsingeniører”. De er for eksempel med til at holde sårbare naturtyper som enge, overdrev og vådområder lysåbne ved at æde opvækst.
Samtidig skaber de enorm variation i landskabet, når de græsser, skider, skraber og slider på jorden og bevoksningen, og det giver levesteder til hundredvis af andre arter – for eksempel sjældne sommerfugle, varmekrævende insekter, orkideer og padder.
Forvaltning
Dyrebestanden i Vildmarken forvaltes med fokus på dyrenes behov og biodiversitetens bedste.
I Vildmarken regulerer vi dyrebestanden løbende, så den balancerer med områdets naturlige fødegrundlag. Vi følger en praksis, hvor der naturligvis foretages fuld tilstrækkelig fodring af alle heste og alle okser, så snart det ser ud til, at der vil kunne opstå et behov for det.
Dyrene lever frit, og det øger deres velfærd at have en naturlig flokstruktur med alt hvad dertil hører af yngelpleje, sociale dynamikker og hierarki.
Vi samarbejder med de bedste dyrlæger, har daglige opsyn og en forvaltningspraksis, der går videre end lovens krav, for eksempel med flere dyrlægetilsyn.
Vis hensyn
Du skal altid holde afstand – mindst 50 meter – til dyrene.
Og du må naturligvis ikke fodre dem. Heller ikke med en godbid. Dyrene kan ofte ikke tåle det, og fodring kan ændre deres adfærd, så de blive opsøgende og dermed til gene for andre besøgende.
Dyrene er hårdføre racer, der har levet udendørs hele deres liv, og de holder naturligt afstand til mennesker. Dette bedes du respektere.
Henvendelser om dyrene bedes rettet til dyrenes ejere, hvis kontaktinformationer fremgår af skilte opsat ved alle indgangene til indhegningerne.