Ny forskning udfordrer myten om Europas mørke urskov
En ny, omfattende forskningsartikel udarbejdet af en lang række forskere fra fra Biologi og Ecoscience på Aarhus Universitet vender op og ned på en af de mest sejlivede fortællinger om europæisk natur. Ved at samle data fra de sidste 20 millioner års økologiske udvikling tegner forskerne et markant anderledes billede af, hvordan Europas landskaber har set ud gennem evolutionær tid.
Hvor den klassiske fortælling beskriver Europa som naturligt dækket af tætte, mørke skove, peger den nye forskning på, at naturen i lange perioder snarere har været en dynamisk og lysåben mosaik af græsland, åbne skove og tættere skovpartier.
Store planteædere som landskabsarkitekter
Et centralt resultat er den afgørende rolle, som store vilde planteædere historisk har spillet. Gennem græsning, nedtrampning og forstyrrelser har arter som elefanter, næsehorn og urokser været med til at skabe og vedligeholde et varieret og lysrigt landskab.
Forskerne finder gennem flere uafhængige datakilder, at åbne skovtyper og halvåbne landskaber har været udbredte gennem størstedelen af de sidste 23 millioner år. Det peger på, at Europas naturgrundlag evolutionært set er tæt knyttet til tilstedeværelsen af store planteædere og den dynamik, de skaber.
En misforstået fortælling om “agerarter”
Studiet udfordrer også en udbredt antagelse i naturdebatten: at mange af de arter, vi i dag kalder landbrugsarter, først blev almindelige med landbrugets fremkomst.
Data viser derimod, at flere af disse arter var vidt udbredte i Europa længe før agerbruget. De er altså ikke afhængige af moderne landbrug, men af den lysåbne mosaiknatur, som tidligere tiders store planteædere opretholdt.
Den erkendelse er vigtig, fordi misforståelsen kan begrænse nytænkning i naturgenopretning. Hvis arterne ses som “kulturafhængige”, overser man deres dybe evolutionære rødder i naturlige, græsningsprægede landskaber.
Menneskets indtog ændrer dynamikken
Forskerne peger på et markant skifte, efterhånden som menneskets udbredelse i Europa tager fart. Bestande af vilde store planteædere falder kraftigt, og samtidig rekonstrueres en hidtil uset fortætning af skovene.
I samme periode bliver brand hyppigere — sandsynligvis ofte menneskeskabt — mens mangfoldigheden af planter falder, selv om klimaet i perioder bliver mere gunstigt for skov.
Senere, med bondestenalderens husdyr, stiger græsningstrykket igen, og mere åbne skovstrukturer ser ud til delvist at vende tilbage. Alligevel fremstår nutidens skove ifølge forskerne som usædvanligt tætte sammenlignet med det evolutionære udgangspunkt.
Perspektiver for naturforvaltning i Danmark
Resultaterne rejser principielle spørgsmål til den måde, vi i dag tænker natur og biodiversitet på — også i Danmark.
Hvis Europas arter i høj grad er udviklet i mosaiklandskaber formet af store planteædere, kan en naturforvaltning med skarp opdeling mellem “skov” og “åben natur” ramme ved siden af det evolutionære udgangspunkt.
Danmark mangler generelt plads til natur — også skovnatur. Men forskningen peger på, at mere plads alene ikke nødvendigvis er nok. Der er også behov for dynamik, variation og naturlige forstyrrelser, hvis biodiversiteten for alvor skal styrkes.
